Fed af light

Mange overvægtige bruger kunstige sødestoffer som et alternativ til sukker, men der har længe været tvivl om hvilke problemer, der evt. kan være forbundet med at indtage kunstige sødestoffer.

Mange vælger føde og drikkevarer, der er tilsat sødestoffer i stedet for sukker, når de køber ind.

Men hver gang du vælger at spise eller drikke noget, der ikke er rigtig mad, som kroppen derfor ikke er biologisk tilpasset, kan det potentielt set give problemer — uanset om det er sukker, kunstige sødestoffer, emulgatorer, aromastoffer, smagsforstærkere eller andet, som fødevareproducenter tilsætter deres produkter.

Selv om fx light-sodavand er uden kalorier, betyder det ikke nødvendigvis, at den samlede kalorieindtagelse falder, fordi du skifter almindelige sodavand ud med light-versioner, som vi kunne forvente. En del af forklaringen er måske, at de kunstige sødestoffer i light-produkter kan føre til et højere indtag af sukker/kalorier senere.

Da forskere analyserede data fra en amerikansk undersøgelse med 24.000 deltagere over en periode på 10 år, opdagede de, at der ikke var forskel på, hvor mange kalorier, overvægtige indtog uanset, hvad de drak. Men de overvægtige, der drak light-sodavand, fik flere af deres kalorier fra fødevarer.[1]

Indtagelse af kaloriefattige produkter, der er sødet med kunstige sødestoffer, gør det altså mere sandsynligt, at du senere indtager noget kalorierigt.

Selv om de kunstige sødestoffer måske kan snyde dine smagsløg, snyder de ikke din hjerne. Din hjernes belønningssystem bliver aktiveret, når du spiser noget sukkerholdigt. Men det sker ikke, hvis du indtager føde- eller drikkevarer med kunstige sødestoffer. Fordi de kunstige sødestoffer ikke påvirker hjernens belønningssystemet på samme måde som sukker, bliver din trang til sødt heller ikke helt tilfredsstillet, og du indtager derfor flere kalorier senere.[2]

En undersøgelse viste for nogle år siden, at kunstige sødestoffer muligvis forstyrrer kroppens evne til at tælle kalorier. Forskerne konkluderede fra to forsøg med rotter, at kunstige sødestoffer kan forårsage en manglende evne til at vurdere kalorieindtagelse.[3]

Et af de største problemer med kunstige sødestoffer er altså, at de sandsynligvis efterhånden forstyrrer din krops evne til at fornemme mængden af kalorier i den mad, du spiser, så du på længere sigt får lettere ved at overspise.

En artikel offentliggjort i tidsskriftet Trends in Endocrinology & Metabolisme gennemgik undersøgelser af kunstige sødestoffer og konkluderede, at de nok er lige så skadelige som sukker.

Alt i alt kom gennemgangen af undersøgelserne frem til, at kunstige sødemidler øger risikoen for sundhedsproblemer i et omfang, der svarer til sukker og endda, at de kunstige sødemidler måske kan forværre de negative virkninger af sukker.[4]

Det paradoksale i, at det ikke hjælper at skifte kalorierige drikkevarer ud med kaloriefrie drikkevarer med kunstige sødestoffer, kan måske også forklares ved, at de kunstige sødestoffer giver dig mere appetit. Et dyreforsøg tyder fx på, at kunstige sødestoffer gør det sværere at kontrollere indtagelsen af kalorier, så vi faktisk risikerer at tage på, hvis vi spiser fødevarer der er sødet med kunstige sødestoffer i stedet for sukker. I forsøget tog de rotter, der spiste yoghurt sødet med sukker, mindre på, end de rotter, der fik yoghurt sødet med det kaloriefri sødestof sakkarin.

Forsøget viste også, at kropstemperaturen steg mindre hos de rotter, der fik kunstigt sødet yoghurt, end hos de rotter, der fik yoghurt sødet med sukker. Det er med andre ord muligt, at du både spiser mere og forbrænder mindre, når du vælger mad- og drikkevarer sødet med kunstige sødestoffer i stedet for de mere kalorieholdige føde- og drikkevarer, der er sødet med sukker.[5]

Faktisk ser det ud til at drikkevarer med kunstige sødestoffer giver mere af den farlige fedt om maven end de almindelige sodavand, der er sødet med sukker. En undersøgelse viste nemlig for nylig en klar sammenhæng mellem indtagelse af light-sodavand og øget fedt på maven hos ældre mennesker.

Deltagerne i undersøgelsen, der drak light-sodavand, fik mere fedt på maven end de personer, som drak almindelig sodavand.[6]

En af forskerne bag undersøgelsen, Sharon Fowler, fortalte avisen The Huffington Post, at vi kan tænke på tarmen som en regnskov fyldt med mikroorganismer, der har brug for at leve i balance, men når en person drikker sodavand, som indeholder fosforsyre (og det gør både light-sodavand og de almindelige) kan det sammenlignes med at have syreregn hældt ned i din egen private regnskov [7].

Der er efterhånden mange undersøgelser, der har vist, at tarmfloraen kan spiller en vigtig rolle i forbindelse med overvægt og fedme, så den negative påvirkning af tarmfloraen kan være endnu en forklaring på, hvorfor light-produkter ikke er gode til at fremme vægttab.

Læs fx artiklen: Forbindelse mellem tarmflora og fedme

Det er langt bedst helt at undgå drikkevarer, der er sødet med enten sukker eller kunstige sødestoffer.

Har du en sød tand, så prøv gradvist at vænne dig af med, at alt behøver at smage sødt. Et af problemerne med at indtage fødevarer eller drikkevarer, der er sødet med andet end sukker, er, at du ikke får vænnet dig af med, at føde- og drikkevarer nødvendigvis skal være søde.

Begynd at spise mere frisk frugt, som vil tage trangen til det søde på en sundere måde.

Læs også artiklen: Madafhængighed

[1] Sara N. Bleich m.fl. Diet-Beverage Consumption and Caloric Intake Among US Adults, Overall and by Body Weight. American Journal of Public Health: Posted online on 16 Jan 2014. http://www.slankenyt.dk/slankenyt292.htm

[2] Ivan E de Araujo m.fl. Glucose Utilization Rates Regulate Intake Levels of Artificial Sweeteners. The Journal of Physiology. Published online before print September 23, 2013, DOI:10.1113/jphysiol.2013.263103. http://www.slankenyt.dk/slankenyt278.htm

[3] T L Davidson and S E Swithers. A Pavlovian approach to the problem of obesity. International Journal of Obesity (2004) 28, 933–935. doi:10.1038/sj.ijo.0802660 http://www.slankenyt.dk/slankenyt24.htm

[4] Kilde: Susan E. Swithers. Artificial sweeteners produce the counterintuitive effect of inducing metabolic derangements. Trends in Endocrinology & Metabolism, 11 July 2013. http://www.slankenyt.dk/slankenyt268.htm

[5] Kilde: Swithers SE, Davidson TL. A Role for Sweet Taste: Calorie Predictive Relations in Energy Regulation by Rats. Behavioral Neuroscience, Vol. 122, No. 1. 2008 Feb;122(1):161-73. http://www.slankenyt.dk/slankenyt103.htm

[6] Sharon P.G. Fowler m.fl. Diet Soda Intake Is Associated with Long-Term Increases in Waist Circumference in a Biethnic Cohort of Older Adults: The San Antonio Longitudinal Study of Aging. Journal of the American Geriatrics Society. Online: 17 MAR 2015. DOI: 10.1111/jgs.13376

[7] How Diet Soda May Lead To More Belly Fat In Older Adults (af Rebecca Adams, Huffington Post 17. marts 2015)

Skriv en kommentar