Her følger en kort gennemgang af, hvordan Penn Jillette tabte sig så hurtigt. Jeg kommer også med en række kommentarer til, hvad du skal være opmærksom på, hvis du selv vover forsøget.
Er du svært overvægtig, kan du ikke undgå at tabe dig hurtigt, hvis du blot så nogenlunde følger den plan, som Penn Jillette gennemførte.
Den kendte magikers imponerende og ekstremt hurtige vægttab har været beskrevet i flere udenlandske medier. Blandt andet:
Penn Jillette Massive Weight Loss: How Star Shed 105 Pounds in 100 Days
Disappearing Act! Penn Jillette Drops 105 Lbs.!
Penn Jillette’s Shocking Weight Loss: Magician Drops 105 Pounds
Penn Jillette og flere artikler henviser til eller omtaler dr. Joel Fuhrmanns kostplan, som også er en af kilderne til oplysninger her på slankeklub.dk
Normalt hører vi kun om den slags hurtige vægttab efter risikable og meget usunde kure eller fx efter gastric bypass operationer, men Penn siger selv, at han spiser sundt.
Som han siger i denne artikel: “Jeg spiser utrolige mængder mad, men bare meget, meget, meget sund mad”.
Det er sådan set ikke svært at tilrettelægge en kost, som den Penn Jillette fulgte. Det er nærmest den mest enkle kostplan, du kan forestille dig!
Det er samtidig den eneste type kost, som på en sund måde kan give dig et meget hurtigt og stort vægttab.
Penn Jillette var kommet op på at veje 150 kilo, hvilket blev for meget for hans helbred, og han endte med et så højt blodtryk, at det krævede indlæggelse, og han fik seks meget stærke præparater for at bringe blodtrykket ned.
Penns læge fortalte ham, at et vægttab på 15-20 kilo ville gøre det lettere at styre hans blodtryk, og hvis han kom ned på omkring 105 kilo behøvede han sandsynligvis ikke længere at tage medicin mod det høje blodtryk.
Det motiverede Penn til at gennemføre et slankeprogram, der gav ham det imponerende vægttab.
Magikeren talte ikke kalorier, men han regner med, at han indtog omkring 1.000 kalorier dagligt. Han fulgte blot nogle ret enkle principper, som er baseret på en plantebaseret kost uden forarbejdede kornprodukter, sukker, salt eller animalske fødevarer.
Nedenfor er en beskrivelse af, hvad Penn spiser for at tabe sig effektivt og fastholde sit vægttab:
1) Han springer morgenmaden over.
Du behøver hverken at spise morgenmad eller at lade være med at spise morgenmad. Det vigtigste er, at du lærer kun at spise, når du er sulten.
Spis morgenmad, hvis du er sulten om morgenen. Lad være med at spise morgenmad, hvis du ikke er sulten.
2) Han spiser en stor salat til frokost. I stedet for salatdressing, bruger han kaloriefri eddike.
De fleste tænker på salat som et mindre tilbehør til et måltid. Men en stor råkostsalat — der gerne må indeholde andet end blot rå salatblade — er en vigtig del af et ultra-effektivt slankeprogram, hvor du samtidig får et hav af sunde plantestoffer.
En stor skål salat til frokost kan fx indeholde store mængder bladgrønt samt andre rå grøntsager, men også fx lidt dampkogte grøntsager, nogle frugtstykker og/eller små stykker nødder for at gøre salaten lidt mere spændende og mere mættende. Brug fx æbleeddike eller anden eddike som dressing. Små stykker af grapefrugt eller anden syrlig frugt kan evt. erstatte en eddike-dressing.
3) Som aftensmad indtager Penn tæt på 1½ kilo grøntsager sammen med ca. 1½ kop ris (svarende til 3 kopper kogt ris).
Du kan variere, hvilke grøntsager, du spiser, men igen: Spis masser af grøntsager. Du behøver naturligvis ikke at spise 1½ kilo. Spis dig blot mæt i store mængder grøntsager sammen med moderate mængder ris, fuldkornspasta, quinoa, boghvede, hirse e.l. Du kan også vælge kartofler i stedet for ris.
Grøntsager er hovedretten. Resten er tilbehør.
4) En gryderet lavet af grøntsager hjælper ham med at føle sig mæt efter aftensmaden.
Du kan fx lave en stor grydefuld grøntsager sammen med bønner eller linser. Enten som en gryderet eller en grøntsagssuppe.
5) For at tilfredsstille sin søde tand, spiser Penn en dessert lavet af en række forskellige frugter med hans foretrukne godbid bestående af blåbær drysset med usødet kakaopulver.
6) Når han har lyst til snacks, vælger Penn grøntsager sammen med tabasco sovs eller krydret eddike, for at gøre dem lidt mere interessante.
7) Selv om han ikke dyrkede motion under sit vægttab, gennemfører han nu et syv-minutters træningsprogram hver anden dag. Han løfter også vægte, jonglerer, og cykler 16 km.
Bemærk, at selv om Penn ikke spiser morgenmad, spiser han jo alligevel 3 hovedmåltider: En stor salat til frokost, en ordentlig dynge grøntsager med ris til aftensmad og en gryderet med grønt senere. Grunden til at han ikke er særlig sulten om morgenen er sandsynligvis, at han spiser en del sidst på dagen.
Hvis du spiser morgenmad, skal du blot afholde dig fra at spise (ret meget) sidst på dagen. Altså stadig holde dig til de tre hovedmåltider.
Det er også muligt at spise mindre portioner oftere end tre gange dagligt. Det vigtige er, at hovedvægten er på grøntsager og, at du undgår sukker, olie, animalske fødevarer og raffinerede kornprodukter.
Penn Jillette gik i øvrigt fra buksestørrelse 44 til 34, og udtaler ifølge denne artikel: “Jeg har så meget energi, og jeg føler mig så godt tilpas. Jeg er bare lykkeligere.”
Vigtigt: Du kan ikke på en forsvarlig måde tabe dig lige så hurtigt eller blot tilnærmelsesvis lige så hurtigt, som Penn Jillette gjorde, hvis du ikke inkluderer meget store mængder af rå og let-tilberedte grøntsager i din kost.
– – –
Men hvad med proteiner på sådan en kost!?
Det vil nok overraske de fleste, men en kost med 1.000 kalorier, der hovedsageligt kommer fra grøntsager, vil indeholde omkring 60 gram protein eller måske endda lidt mere. Det er nok.
Protein behøver altså ikke at være et problem på en kost med kun ca. 1.000 kcal. Så længe du overholder at spise rigtig mange grøntsager og helt undgår sukker, olie og raffinerede kornprodukter.
Du kan sagtens sammensætte en ultra-effektiv slankekost, baseret på grøntsager, hvor du får fx hele 100 gram protein dagligt. Det vil dog kræve, at du kommer op på 1.500 kcal dagligt eller lidt mere.
Problemet med kun at indtage 1.000 kcal dagligt er, at det åbner døren for fejltagelser og mangeltilstande. Derfor frarådes det normal og med rette kun at indtage 1.000 kcal dagligt igennem længere tid.
Det er lettere at undgå fejl og problemer, hvis du vælger en kost med lidt større variation og lidt flere kalorier. Fx ved at spise flere fuldkornsprodukter mv. Du behøver ikke at tælle kalorier, men du skal vænne dig til at spise virkelig mange grøntsager og holde dig til en veganerkost (ingen fødevarer fra dyr) samt undgå alle raffinerede fødevarer som sukker, olie, salt og produkter med hvidt mel.
Hvis du kommer op på 1.500 kcal eller mere dagligt, vil du af flere grunde stadig tabe dig hurtigt. Grunden til, at fx 1.500 kcal på denne type kost vil give et meget hurtigt vægttab, og hurtigere end andre kostplaner med 1.500 kcal, er, at mange af grøntsagerne har så høj slankeværdi, at kalorierne egentlig ikke tæller med på samme måde som kalorier fra andre fødevarer.