Du har sandsynligvis hverken brug for eller gavn af en detaljeret og præcis kostplan med opskrifter udarbejdet af en anden, der mener at vide præcist, hvad netop du skal spise til dine måltider.
Undtagen i helt specielle situationer (fx ved visse sygdomme) er en sund slankekost den samme for alle overvægtige, der ønsker at tabe sig — nemlig en kost med høj slankeværdi, som beskrevet i slankeklubbens slankeprogram.
Det er naturligvis helt i orden at bruge opskrifter og menuplaner til at komme godt i gang eller med det formål at finde frem til retter, der passer dig godt, men i stedet for blot at følge en slankekur med forudbestemte opskrifter og menuplaner, er det meget bedre at bruge energien på:
- at lære, hvilke fødevarer og kostvaner, der giver vægttab
- at lære hvordan du tilbereder dine egne versioner af slankevenlige opskrifter og på andre måder sikre, at du begynder at holde af din nye kost og livsstil.
Det har stor betydning for din succes, at du finder frem til mad og opskrifter, du holder af eller lærer at holde af.
Har du kun lidt tid til at lave mad — eller bare slet ikke gider bruge tid i køkkenet — så lær, hvordan du hurtigt og let kan tilberede sunde og kaloriefattige eller forholdsvis kaloriefattige måltider.
Har du lange arbejdsdage med ringe mulighed for at finde sund mad, kan det fx være en god idé at lære, hvordan du kan forberede fornuftig mad, du kan tage med hjemmefra.
Er du ofte til forretningsmiddage eller af andre grunde spiser meget ude, er det værd at bruge tid på at vælge de restauranter, der kan servere den mad, du ønsker, og lære noget om at vælge det mest slankevenlige på restaurantens menukort og, hvad du kan bede tjeneren om at få ændret i retter osv.
Der er mange muligheder. Det gælder om at finde løsninger, der matcher dit liv og dine udfordringer, frem for at følge andres meninger og løsninger.
Sund slankemad virker måske i første omgang mindre lækker end den mad, du er vant til at spise.
Men det er mest en vanesag.
Efterhånden som du begynder at spise mere mad med højere slankeværdi, vil dine smagsløg begynde at vænne sig til den sundere mad, og du vil opdage, at sund slankemad både kan være varieret og smage godt.
Mange opskrifter på nettet
Du kan bogstavelig talt finde tusindvis af opskrifter på nettet, som du kan justere lidt på for at gøre dem mere slankevenlige og få dem tilpasset dine smagsløg.
På slankeopskrifter.dk finder du mere end 300 slankeopskrifter, som er gratis tilgængelig for alle.
Ikke alle opskrifter på slankeopskrifter.dk er lige gode. De bedste finde du under kategorien veganeropskrifter samt under vegetaropskrifter, supper og råkost.
Brug opskrifterne på slankeopskrifter.dk ved at udvælge de opskrifter, du syntes passer dig bedst og/eller ved at ændre på opskrifterne, så de passer dig bedre.
Skrevet 28. september 2015. Opdateret 20. november 2016.