Motion og bevægelse

Af John Buhl den 03. januar 2015

Sunde kostvaner er vigtigere for vægttabet end motion, men selv om motion alene sjældent har den store effekt, når du skal tabe sig, hjælper motion med at forebygge, at du tager på igen efter et vægttab.

Den bedste kombination er sunde kostvaner og daglig motion.

Kostændringer er bedst til at sikre vægttab.

Motion gør det lettere at fastholde vægttabet.

Motion er med til at sikre, at du bibeholder din muskelmasse, styrke og kondition, hvorimod du risikerer at få mindre muskelmasse, styrke og kondition, hvis du næsten udelukkende taber dig ved hjælp af kostændringer.

På længere sigt har motion mange positive virkninger — både på sundhed, velvære, humør og vægten.

Motion slanker — men måske ikke i starten

En del overvægtige, der begynder at dyrke ihærdig motion, forstår ikke, hvorfor deres indsats ikke med det samme belønnes med vægttab.

Der er flere grunde til, at mange bliver skuffede over resultatet af deres motion. Her er de tre vigtigste:

  1. Motion forbrænder fedt, men samtidig øges muskelmassen (især ved styrketræning). Eftersom muskler vejer mere end fedt, vil vægten muligvis stå stille eller måske endda stige en smule i starten. Du vil dog blive slankere, selv om du vejer lidt mere, fordi muskler fylder mindre end fedt og strammer kroppen op, så den ser slankere ud, og efterhånden vil motion også give vægttab.
  2. Nogle bliver så glade, fordi de nu dyrker motion, at de belønner sig selv med kalorierig mad, der sætter sig.
  3. Kroppen kan tolke øget forbrug af kalorier som et øget behov for kalorier, men — som du nok har bemærket — vil kroppen hellere indtage kalorier, end bruge af sine reserver. Derfor øges din appetit let, når du er mere fysisk aktiv og forbrænder flere kalorier.

Blot en enkelt sodavand efter en times motion, kan give dig alle de kalorier igen, du lige har forbrændt.

Al bevægelse forbrænder kalorier

Når du ønsker at forbrænde fedt, gælder det om at forbrænde flere kalorier, end du indtager gennem kosten.

Ud over, at motion forbrænder kalorier, vil den også give et bedre velbefindende og et hav af sundhedsmæssige gevinster.

Blot lidt motion af flere omgange i købet af dagen er nok til at øge din fedtforbrænding og give resultater på længere sigt — forudsat du ikke spiser tilsvarende mere, naturligvis.

For svært overvægtige, og overvægtige i dårlig form, gælder det i starten om at indføre mange overkommelige ændringer i hverdagen, der får pulsen lidt op.

Gå en lille omvej, når du skal fra et sted til et andet, stå af bussen et eller to stoppesteder for tidligt og gå resten af vejen, parkér bilen et stykke fra dit bestemmelsessted og gå resten af vejen, rejs dig op og sving med armene et par minutter, spil bold sammen med ungerne, dans rundt i stuen — hvad som helst der øger dit aktivitetsniveau.

Der er utallige muligheder for at øge din forbrænding i løbet af dagen. Find mange små ændringer i din hverdag, som vil give dig bare lidt mere motion/bevægelse, end du er vant til, og øg derefter gradvist din indsats.

Ny vaner